Smuk 10 km gåtur med start og slut ved Viborg Banegård. Turen starter gennem byen forbi Latinerhaven og Viborg Domkirke, der bl.a. er kendt for sine imponerende kalkmalerier af kunstneren Joakim Skovgaard.
Herfra går ruten til Borgvold og et stykke langs kanten af Søndersø ved Asmild Klosterskov.
I går gennem Nordisk Park ind i Viborg Naturpark – et fuldstændig magisk naturområde med dybe dale, søer, åer, bække og markante skrænter.
I kommer også igennem Ødalen, et sjældent fredet område så tæt på en bymidte.
Herfra vender I tilbage til søen og Søndersøstien, hvor I bl.a. kommer forbi Sønæs Friareal, før I går igennem byen retur til stationen.